Politik på print

Kresten Schultz

Hvad er det lige, der sker? Efter at den politiske kommunikation i flere år har fokuseret på web 2.0, er vi pludselig tilbage ved udgangspunktet: Printannoncer og outdoor-skilte.

Og ikke blot her midt i en valgkamp. Tendensen har været tydelig i månedsvis. Partiet Liberal Alliance genopstod henover vinteren ved en massiv marketingindsats centreret omkring avisannoncer. Og da Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin nytårstale proklamerede et opgør med efterlønnen, var avisannoncer en afgørende del af markedsføringen i dagene op til talen.

Venstres reklamebureau, Hjaltelin, Stahl & Co. konkluderede bagefter, at valget af en såkaldt print first-strategi havde været en stor succes (se www.markedsforing.dk/artikler/vis/artikel/venstres-print-strategi-gik-rent-ind/). Den gav makismal opmærksomhed omkring statsministerens nytårstale og resulterede i, at 300.000 flere så nytårstalen i 2011 i forhold til 2010. 

Så hvad i alverden foregår der egentlig, når nu al ekspertise i et tiår har dekreteret, at print skranter, og at traditionel reklame bliver stadigt mere virkningsløs over for velinformerede målgrupper som fx det danske vælgerkorps?

Gammeldags reklame virker, lyder den enslydende besked fra både politiske partier og faglige organisationer. En forklaring er, at partiernes traditionelle kanal - pressen - kun sjældent tilbyder "almindelig" taletid, fordi det journalistiske fokus stadigt oftere er på konflikter og fodfejl. En anden, at partierne med inspiration fra moderne brandingteori søger at bygge relationer direkte med vælgerne gennem både printannoncer, de sociale medier og dør-til-dør aktiviteter.

Politisk markedsføring, hvor partierne plukker fra brandingens og reklamebranchens værktøjskasse, er i det lys den seneste tendens inden for politisk kommunikation (tjek fx http://politiskmarketing.ku.dk/om_pm/). Fokus er på detaljerede vælgerdata, der indkøbes hos mediebureauer og analyseinstitutter og på den direkte adgang til borgerne uden om de traditionelle nyhedsmediers kritik og filtrering.

Traditionel reklame er én platform. Nyttig, fordi annoncer i dagbladene kan levere politiske budskaber direkte til vælgerne, og fordi opsigtsvækkende outdoor-markedsføring kan skabe opmærksomhed i bybilledet.

Andre platforme er de sociale medier, hvor toppolitikere twitter med vælgerne og dør-til-dør-strategien, hvor der stemmes dørklokker til titusinder af vælgere.

Politisk kommunikation anno 2011 har dermed mange værktøjer - og printannoncer er, overraskende for nogen, i stigende grad én af dem. Politikkens fremtid ligner dermed til forveksling den situation, vi også kender fra moderne branding-teori. 

Nike, Starbucks og Apple er symboler på moderne, kommercielle fællesskaber. Det samme kan den moderne partiorganisation blive. Et stærkt brand, der bygger på kundedata, reklamekampagner og interaktive platforme.

Kresten Schultz-Jørgensen

Kommentarer

Skriv kommentar

Din email bliver ikke offentliggjort.

Seneste kommentar