Aviserne er stadig vigtige

På trods af en knap så lysende fremtid, svarer hver fjerde marketingchef, at dagbladene har betydning for salg af produkter og tjenester. Det skriver markedsforing.dk.

Tallene stammer fra årets Trendsanalyse, som er gennemført af Megafon for Huset Markedsføring. Selvom de fleste marketingchefer spår dagbladene en faldende betydning, er de alligevel varsomme med at afskrive dem helt.  

Når marketingchefer skal vurdere, hvor stor betydning dagbladene har for salget af virksomhedernes produkter, svarer 23 pct., at de har stor betydning. Og det tal er steget fra 20 pct. i Trends-2011. 

Mobile reklamer i bunden

Tv topper stadig marketingchefernes vurdering (48 pct.) for salget, og det tal er steget fra 35 pct. sidste år. Samler man al digital kommunikation, er det langt den mest betydningsfulde platform med virksomhedernes egen hjemmeside, søgeord og e-mails som de vigtigste del-kategorier.

I bunden af "salgs-hierarkiet" set med virksomhedernes øjne ligger mobile (en pct.), viral kommunikation (to pct.), og biografreklame (to pct.).

 

13/01/2012

 

Følg os på LinkedIn


Tilbage til oversigten

RSS