Kursuskatalog? Helst på tryk

I en tid hvor flere og flere virksomheder vælger at benytte online medier i deres kommunikations- og markedsføringstrategi, viser en markedsundersøgelse lavet af Media College, at modtagerne af deres kursuskatalog stadig foretrækker den trykte version.

To gange om året modtager personer fra blandt andet den grafiske branche og reklamebranchen Media Colleges kursuskatalog, hvor en række forskellige kursustilbud udbydes. På trods af sparertider og diskussioner om, hvorvidt det trykte kursuskatalog kunne gøres online, har man valgt at fastholde den trykte version.

- Vi tror stadig på det trykte kursuskatalog, og vi kunne ikke forestille os at skulle undvære det, fortæller uddannelseskonsulent og kursusansvarlige Birgitte Boe.

Det er heller ikke helt uden grund, at Media College stadig har tillid til kursuskataloget. Hver gang det sendes ud, er der stor respons blandt modtagerne og mange kursustilmeldinger.

Derudover har Media College lavet en markedsundersøgelse blandt modtagerne, hvor de blandt andet spørges ind til, hvorvidt de foretrækker at skulle modtage kursuskataloget som trykt version eller som online katalog. Her er det ifølge Birgitte Boe feltet ud for den trykte version, der sættes flest krydsere i.

Interaktive pdf-filer

Da kursuskataloget kun udkommer to gange om året (hver halve år), har man hos Media College valgt at supplere med nyhedsbreve mellem udgivelserne. Her benytter de sig blandt andet af interaktive pdf-filer, hvor modtagerne har mulighed for at læse om og tilmelde sig en række af forskellige kurser. Effekten er ikke så stor, hvilket resultere i færre kursustilmeldinger sammenlignet med det antal, det trykte kursuskatalog genererer. Birgitte Boe mener, at dette blandt andet skyldes nyhedsbrevets manglende mulighed for fordybelse.

-I modsætning til de elektroniske nyhedsbreve, som vi supplerer med, har man med vores trykte kursuskatalog mulighed for at sætte sig ned stille og roligt og læse om de forskellige tilbud, siger Birgitte Boe.

"Den nye grafiske branche"

Media Colleges kursuskatalog bliver sendt ud til en række af virksomheder i den traditionelle grafiske branche - eksempelvis reklamebureauer og trykkerier. Derudover har Media College succes med kursustilmeldinger fra det, som Birgitte Boe kalder for "den nye grafiske branche", der blandt består af marketingafdelinger, hvor eksempelvis akademikere får suppleret deres kompetencer med kurser i de grafiske fag.

 

12/04/2011

 

Følg os på LinkedIn


Tilbage til oversigten

RSS