Afregningsmodeller for online markedsføring

Der findes en række forskellige afregningsmodeller, når du skal betale for online markedsføring. De mest almindelige former for standardiseret markedsføring er følgende:

  • CPM
  • CPC
  • CPA

Hvad er CPM?

CPM står for "cost per Mille" og betyder pris per 1000 visninger. Afregningsmodellen bliver typisk brugt til bannereklamer, da disse ikke kun skal generere direkte trafik til en hjemmeside, men også skal brande en virksomhed eller dens produkter. Du kan også vælge at benytte CPM ved f.eks. Facebook-annoncer, hvor der er mulighed for at vælge mellem flere forskellige afregningsformer.

For mindre virksomheder kan en CPM-afregningsmodel ofte være uhensigtsmæssigt, da der sjældent er råd til at ofre store summer på regulær branding, der ikke genererer direkte salg. Derfor kan det være en god ide at forsøge at forhandle sig til en CPC- eller CPA-aftale.

CPM er den annonceringsform, der i størst muligt omfang minder om de offline afregningsmodeller, hvor trykt annoncering blandt andet afregnes efter, hvilket oplag mediet udkommer i.

Hvad er CPC?

CPC står for "Cost per Click" og går også under navnet PPC markedsføring. Her betaler du kun for den trafik, annonceringen genererer til din hjemmeside, hvilket kan måles i webanalyseværktøjer som Google Analytics. CPC er betalingsformen, hvis du selv laver dine Google AdWords, men har du et bureau til at lave dem, kan der også laves en CPA-aftale, hvor bureauet får en procentdel af den salgssum, de genererer eller en fast pris per lead. Visse affiliate-aftaler kan også aflønnes som CPC, selvom det typisk er CPA.

Du skal ved CPC-aftaler være opmærksom på, at et klik er værdiløst, hvis den besøgende ikke foretager sig en af de ønskede handlinger på din hjemmeside. Derfor bør du via dit webanalyseværktøj holde øje med, om den genererede trafik konverterer tilfredsstillende. Hvis dette ikke er tilfældet, bør enten markedsføringen eller hjemmesiden optimeres for at opnå bedre resultater.    

Hvad er CPA?

CPA står for "Cost per Action" og er den mest gennemskuelige afregningsmodel. Du betaler her enten et fast beløb eller en procentsats af den salgssum, som markedsføringen genererer. På den måde er det muligt at sikre din return on investment (ROI), hvis du kender din profitmargin. Her er du atså helt sikker på, hvad du får for reklamebudgettet.

Ulempen ved en procentudregnet CPA-aftale er, at du aldrig gør et scoop og får ekstra billig markedsføring, fordi annonceringsprisen per salg ligger fast. Dette er i større grad muligt med CPC og CPM, men her har du så også større risiko for slet ikke at få noget for pengene ved dårligt udført online markedsføring.

Tilbage til oversigten

Modtag nyhedsbrev og gratis guide

Få en gratis guide samt gode idéer og inspiration til brug af medier - både de trykte og elektroniske.