Bannerannoncering

Bannerreklamer er en af de ældste former for annoncering online, og også den, der minder mest om klassiske printannoncer. Bannerannoncen har dog udviklet sig kraftigt siden internettets spæde start, hvor de bestod af statiske billeder i toppen og i højre side af browservinduet.

Bannerannoncer der hopper og danser

Med tiden er bannerannoncer nemlig blevet mere og mere dynamiske i kampen om internetbrugernes opmærksomhed, og de kommer i dag i en række animerede former med alt fra filmklip til indlejret lyd, der automatisk bliver afspillet, når den besøgende kommer til at føre musen henover dem. 

Bannerannoncering i skarp konkurrence

Og der er god grund til, at producenterne af bannerannoncer er blevet mere aggressive i deres udførelsesmetoder, for reklameformen er af mangt en ekspert gennem en årrække blevet kåret som en af de mindst effektive teknikker på onlinepaletten.

For det første har de været under pres fra andre annonceformer som f.eks. Google AdWords, der i højere grad har kunnet dokumentere sin effekt, og samtidig taler man om, at brugerne efterhånden er så gode til visuelt at sortere bannerne fra, at der er tale om decideret "banner blindness".

Bannerannoncering som branding

Antallet af klik versus antal visninger har da også i mange tilfælde været forsvindende lille, men ikke desto mindre har det vist sig, at bannere kan have en effekt, selvom der ikke bliver klikket direkte på dem. I mange tilfælde kan de være vigtige i påvirkningen af kunden i en kompliceret købsproces, hvor det kan have væsentlig betydning, at de tidligere er blevet eksponeret for brandet i bannere. Dette er dokumenteret i diverse eye-tracking undersøgelser.   

Er bannerannoncering for alle?

Det er i den forbindelse væsentligt at nævne, at jo mindre brandet er, jo mindre er effekten også, da genkendelighed spiller en stor rolle her. Derfor bør mindre virksomheder fokusere deres bannerannoncering imod hjemmesider, hvor der er stor koncentration af deres målgruppe for at få den maksimale effekt.

Samspil mellem bannerannoncering og tryksager

Med bannerannoncering og tryksager har du i høj grad mulighed for at afstemme en visuel identitet, så de potentielle kunder bliver præsenteret for et genkendeligt budskab med fokus på synergier på flere forskellige platforme. 

Chancen for, at folk klikker på et online banner er kraftigt forhøjet, hvis de allerede er blevet præsenteret for det i form af f.eks. magasinreklamer eller Outdoor bannere, da det er med til at give en tryghedsfornemmelse samt brandgenkendelse hos beskuerne.

I den avancerede form er det muligt at komme med en teaser i de trykte udgaver, imens onlinebannerne kommer med konklusionen på budskabet samt en klar call to action, der får folk til at klikke. På den måde kan du optimere antallet af besøgende, der i sidste ende klikker på banneret og når frem til det egentlige mål på din egen eller din kundes hjemmeside.

Tilbage til oversigten

Modtag nyhedsbrev og gratis guide

Få en gratis guide samt gode idéer og inspiration til brug af medier - både de trykte og elektroniske.