Personalisering

I takt med, at du via webanalyseværktøjer som f.eks. Google Analytics kan få større indsigt i, hvem der besøger din hjemmeside, er det også oplagt at tilrettelægge indholdet og produkterne, du udbyder, efter denne viden. 

Udfordringen er, at en virksomhed sjældent kun har én meget homogen målgruppe, men derimod flere forskellige grupperinger, der besøger hjemmesiden med forskellige mål. Derfor kan det være svært at tilrettelægge indholdet til den enkelte, med mindre du benytter dig af nogle af de personaliseringsværktøjer, der findes på markedet.

1 til 1 markedsføring

Når vi snakker om personalisering online, så handler det om at tilrettelægge indholdet til den enkelte besøgende, så de får en optimal brugeroplevelse og ender med at købe noget på din hjemmeside. Via diverse software er det muligt at lave en profil på den besøgende og så ændre på noget af indholdet, så det tilpasser sig den besøgendes bruger- og købsmønstre.

Amazon er en af de mest kendte virksomheder, der benytter personalisering til at opnå resultater, og de benytter hele tiden din adfærd på sitet til at profilere dig, så de kan give de bedste produktanbefalinger og ad den vej øge salget. I Danmark er Smart Guy Group A/S et eksempel. Med webshops som smartguy.dk og smartgirl.dk har de succes i både Danmark og udlandet - blandt andet på grund af deres sofistikerede brug af personalisering til anbefalinger af relaterede tøjprodukter.

Personalisering kan blandt andet se på, hvor de besøgende kommer fra geografisk, hvilke søgeord de bruger, og hvilket indhold de ser, og ud fra disse data danne en profil på dem samt komme med en kvalificeret vurdering af, hvilket indhold der kan påvirke dem til et salg.

Collaborative filtering

En af mulighederne for personalisering er collaborative filtering, hvor hjemmesiden løbende indsamler data på den enkelte bruger og forsøger at finde mønstre, der ligner tidligere kunders og anbefale de samme produkter, som de har købt eller vist interesse for.

Et af de mest markante eksempler på dette var den amerikanske butikskæde Target, der brugte personalisering til at komme med anbefalinger til deres kunder. I et tilfælde tilbød de ud fra brugermønstrene graviditetsrelaterede produkter til en 16-årig pige, der endnu ikke havde fortalt sine forældre, at hun var gravid. Læs hvordan den historie udviklede sig her.

Hvordan udnytter din virksomhed personalisering?

Personalisering lyder avanceret, men behøver ikke at være det. Google Analytics kan med en udvidelse bruges til at danne brugerprofiler til personalisering, og mange CMS'er giver samme mulighed. F.eks. kan du med fordel benytte grafisk segmentering til at give lokalt tilpassede tilbud til dine besøgende.

Tilbage til oversigten

Modtag nyhedsbrev og gratis guide

Få en gratis guide samt gode idéer og inspiration til brug af medier - både de trykte og elektroniske.