Facebook

Facebook har i løbet af de sidste par år suverænt placeret sig som det mest dominerende sociale netværk, og der er på nuværende tidspunkt over 1 mia. Facebook-profiler på verdensplan. Tjenesten har i høj grad kannibaliseret tidligere dominerende sociale netværk som MySpace og Friendster, hvilket betyder, at disse har mange inaktive og nedlagte profiler i dag.

Facebook har derimod formået at opretholde et højt niveau af engagement hos brugerne, hvilket har fået en selvforstærkende effekt. I Danmark, der er et af de lande i verden med højst antal profiler pr. indbygger, har Facebook specielt for de yngre dele af befolkningen så stor gennemslagskraft, at meget af den kommunikation, der før foregik via mail eller SMS er flyttet over på det sociale medie.

Derfor er det også vanskeligt at forlade Facebook, da man reelt risikerer at gå glip af vigtig social information i sin omgangskreds. Med 3 millioner profiler alene i Danmark er Facebook svært at komme uden om.

Fra 2013 tillader facebook nu også brugen af hashtags , som er #-symbolet. Hashtags gør emner og sætninger til klikbare links i dine indlæg. Dette hjælper folk med at finde indlæg om emner, de er interesseret i. For at lave en hashtag, skriver man # sammen med et emne eller en sætning (skrevet som ét ord).

Når du klikker på et hashtag, vil du se en liste af opslag, der indeholder dette hashtag.

Facebook markedsføringskanaler

Samspil mellem Facebook og print

Da 54% af danskerne har en Facebook-profil, har logoet en høj genkendelsesfaktor, der kan udnyttes strategisk i annoncer på print. Der er set effektive eksempler, hvor annoncen har reklameret med muligheden for at få gratis rabatkuponer ved at "synes godt om" eller melde sig ind i en virksomheds gruppe.

Derved kan man skabe et langsigtet engagement fra de potentielle kunder og få en viral effekt (se eksempel), da produktet bliver eksponeret over for nye medlemmers Facebook-venner. På den måde virker annoncen som en facilitator for et salg på længere sigt.

Udfordringer med Facebook

Der er dog også en række udfordringer i forhold til at bruge Facebook i sin markedsføring. Modsat en tryksag, der som udgangspunkt har en begrænset levetid, forpligter du dig med en kampagne på Facebook til fortsat at komme med nyt indhold, da du ellers vil fremstå som en virksomhed uden fremdrift.

I værste tilfælde kan det ende med, at brugerne lufter deres frustrationer på Facebook over manglende respons, hvilket i så tilfælde bliver spredt til resten af dine brugere. Derfor er det vigtigt at afsætte tid på langt sigt, hvis du vil satse på Facebook som markedsføringskanal, og du skal huske løbende at monitorere dine tiltag.

Facebook B2C vs. B2B

En anden ting, du skal være opmærksom på, er forskellen på at bruge Facebook til B2C og B2B. Mediet er helt klar mest velegnet til B2C, da det giver folk muligheden for at brande sig selv ved at blive sat i forbindelse med eksklusive eller trendsættende brands.

På B2B fronten er dette mere vanskeligt, da folk er tilbageholdende med aktivt at sætte deres virksomhed i offentlig forbindelse med andre virksomheder uden at have et decideret samarbejde.

Det skal i samme ombæring nævnes, at Facebook egner sig bedst til en yngre målgruppe, der føler sig hjemme i en verden med selvpromovering og sætter en ære i at blive set online med de rigtige produkter.

 

 

Tilbage til oversigten

Modtag nyhedsbrev og gratis guide

Få en gratis guide samt gode idéer og inspiration til brug af medier - både de trykte og elektroniske.

Ekstern link

RSS