Pinterest

Pinterest er et af de hurtigst voksende sociale medier de seneste år, og siden tjenesten blev lanceret i 2010, har den fået 25 millioner brugere.

Pinterest skiller sig ud fra de fleste andre sociale medier ved at have fuld fokus på billeder. Som bruger kan du oprette en række tematiske opslagstavler (pinboards), hvor du kan vedhæfte billeder, du enten uploader, finder på din vej rundt på nettet eller deler fra andre folk på Pinterest.

Følg dine interesser på Pinterest

Som bruger på Pinterest kan du både følge andre personer og enkelte pinboards inden for dit interesseområde. Det sidste er klart det mest almindelige, da Pinterest for mange mere handler om at få visuel inspiration inden for et interesseområde end om at pleje venskaber.

Kvindernes kreative legeplads

80 % af brugerne på Pinterest er kvinder, og mange af disse er veluddannede, hvilket afspejler sig i en stor del af indholdet på siden, der handler om mode og boligindretning. Billeder på Pinterest kan tagges med en pris, og 21% af tjenestens brugere har på et eller andet tidspunkt købt et produkt, fordi de har set det på et "pin".  

Danmark og Pinterest

Pinterest har primært haft sit store gennembrud i USA, hvor det er det 3. største sociale netværk, men det har ikke for alvor fået fodfæste i Danmark endnu. Opnår Pinterest samme vækst som f.eks. Instagram, der også er 100% billedbaseret, kan det blive et vigtigt socialt medie i Danmark.

Sådan udnytter din virksomhed Pinterest

Som grafisk virksomhed kan man se Pinterest som endnu et sted, hvor ens portfolio kan være offentliggjort, og hvor der er gode muligheder for, at det gode indhold bliver viralt. Brugerne på Pinterest deler nemlig i rigtig høj grad hinandens billeder via repins, da de færreste brugere selv kan producere kvalitetsindhold til at fylde en profil ud. 

Det er i den forbindelse vigtigt at engagere sig og også dele andres indhold for i det hele taget at blive opdaget.

Det er for nylig blevet muligt at oprette virksomhedsprofiler på Pinterest, så det er nemmere at være officielt til stede.

Samspil mellem Pinterest og print

Med det antal danske brugere, der er til stede på Pinterest i dag, er det svært for alvor at gøre brug af dette sociale medie i forbindelse med en print-kampagne, men hvis netværket først for alvor får fat i danskerne, kan det blive en vigtig medspiller - især fordi det er muligt at dele pins direkte til ens Facebook- og Twitterprofil.

Tilbage til oversigten

Modtag nyhedsbrev og gratis guide

Få både en gratis guide samt spændende undersøgelser om vores brug af medier - både de trykte og elektroniske.

RSS